Biografi

CÅ_Biografi

Christina Åstrand

Christina Åstrand (f. 1969) er på alle planer en uhyre bemærkelsesværdig og vidtfavnende violinist, hvad enten det er som solist, kammermusiker eller i DR Symfoniorkestret, hvor hun har fungeret som koncertmester, siden hun i 1993 som bare 22-årig vandt konkurrencen om den eftertragtede plads. Hendes repertoire inden for både solokoncerter og kammerværker spænder fra de klassiske mesterværker til helt nutidig musik, og hun er kendt for sin altid spændende og personlige fortolkning.

Hun har uropført og indspillet adskillige violinkoncerter og er blandt de få violinister i verden, der mestrer György Ligetis violinkoncert. Hendes cd-indspilning med Ligeti og Nørgårds violinkoncerter med DR Symfoniorkestret og Thomas Dausgaard blev i 2001 tildelt den fornemme franske pris Diapason d´Or.

Åstrand har gæstet mange symfoniorkestre, særligt i Norden, med store klassiske violinkoncerter, og især cd-indspilningen med violinkoncerter af N.W. Gade, Lange-Müller og Rued Langgaard har vundet stor international succes. Den indbragte hende blandt andet en invitation til at spille Gades violinkoncert med Chicago Philharmonic Orchestra.

Hendes stærke interesse for dansk guldaldermusik giver sig udslag i endnu en cd-produktion, når hun til efteråret 2020 udgiver en cd med ukendte, danske romancer for violin og orkester med finske Turku Philharmonic Orchestra.

Ny musik har altid stået hendes hjerte nær, hvilket har affødt flg. citat af Christina Åstrand: ”Samarbejdet med nulevende komponister har altid interesseret mig, fordi det gør musikken levende - meningsfuld, der bliver pludselig sat helt konkrete ord på. Jeg kan arbejde med nye klangfarver og spilleteknikker sammen med komponisterne, og inspirationen går begge veje. Dette arbejde har også kastet et helt andet lys over ’den gamle musik’ for mig. Den var i starten af min karriere forbundet med alt for mange dogmer og regler, og det gav mig en følelse af at være spærret inde i traditionens stramme tøjr. I dag føler jeg mig fri, lige meget hvilken musik jeg spiller.”

Christina Åstrand har, både som kammermusiker og som solist, samarbejdet med og uropført adskillige værker af danske komponister. Både etablerede kunstnere som Hans Abrahamsen, Per Nørgård og Pelle Gudmundsen-Holmgreen samt komponister fra den helt nye, unge generation. Senest har hun uropført dobbeltkoncerten “Nachtmusik” af Allan Gravgaard Madsen sammen med Per Salo og DR Symfoniorkestret. Værket er indspillet sammen med Gudmundsen-Holmgreens “For Violin og Orkester” og cd’en er udkommet på pladeselskabet Dacapo.

Kammermusikken udgør en vigtig del af Christina Åstrands repertoire. Siden 1996 har hun spillet i Duo Åstrand/Salo med pianisten Per Salo; udover talrige koncerter har de også indspillet flere meget roste og prisbelønnede cd-udgivelser.

Christina Åstrand er Ridder af Dannebrog og har derudover modtaget adskillige priser og hædersbevisninger.

Christina Åstrand blev i 2019 nomineret til Nordisk Råds Musikpris.

Christina Åstrand spiller på en Stradivarius fra 1705.